Vores designfilosofi

Vi stræber efter at udvikle bæredygtige produkter i høj kvalitet – produkter, der tilføjer værdi til offentlige og private rum. I samarbejdet med verdens mest talentfulde designere flytter vi hele tiden grænser og udforsker mulighederne i tekstildesign. Vores håndskrift er en kombination af designerens og vores DNA. Samarbejdet er baseret på en dialog mellem de to parter.

I denne dialog er respekten for hinandens originale ideer. Vi tror, at det er gennem dialogen mellem designeren og os, at fornyelsen begynder.

Farver er vores passion. Vi vender hele tiden tilbage til vores paletter og viser vejen med forskellige farveudtryk. Bredden af vores produktsortiment afspejler de mangfoldige kompetencer og den viden, som vores designere fra tekstil-, produkt-, mode-, arkitektur- og kunstverdenen besidder.

Blandt vores samarbejdspartnere er verdenskendte navne som designerne Peter Saville, Patricia Urquiola og Ronan og Erwan Bouroullec, arkitekten David Adjaye, modedesigneren Raf Simons, kunstneren Thomas Demand og mange flere.

Raf Simons

Simons blev født i Belgien i 1968 og har studeret industrielt design i Genk. Han fandt inspiration hos designere som Martin Margiela og flyttede senere til Antwerpen, hvor lederen af Institut for Mode ved byens kunstakademi opfordrede ham til at starte sin egen designserie i stedet for at fortsætte studierne. I 1995 lancerede Raf Simons sin herretøjskollektion — inspireret af både klassisk skrædderhåndværk og ungdomskulturen — og fik stor indflydelse på årtiets stil.

I 2005 blev Simons kunstnerisk direktør hos Jil Sander, som under hans ledelse blev kendt for sin vitale og sofistikerede modernisme. Fra 2012 til slutningen af 2015 var Raf Simons kreativ direktør hos Dior Women. I perioden som Chief Creative Officer hos det amerikanske modebrand Calvin Klein fra 2016 til 2018 blev Raf Simons tildelt prisen som Designer of the Year for sine kollektioner til såvel mænd som kvinder i 2017 og for sin kollektion til kvinder i 2018.

I april 2020 tiltrådte Raf Simons en stilling som Co-Creative Director for Prada brandet, hvor han arbejder sammen med Miuccia Prada. Som passioneret samler af moderne kunst og design er Simons’ æstetik ofte præget af hans kærlighed til kunst, og han kaster sig derfor jævnligt ud i tværfaglige samarbejder.

Ronan & Erwan Bouroullec

De anerkendte franske designere Ronan og Erwan Bouroullec har sat et solidt aftryk på designverdenen, siden de begyndte at samarbejde i 1997. Deres design er blevet anerkendt verden over og inkluderer møbel- og produktdesign, indretning, arkitektoniske projekter og udvikling af konceptuelle objekter.

Bouroullec-brødrenes arbejde er kendetegnet af enkelhed, originalitet og fuldstændighed. De fokuserer på at opnå balance og raffinement i deres arbejde og stiller ubøjelige krav til kvalitet. Designerne har arbejdet tæt sammen med Kvadrat om en række projekter, herunder tekstilvægsystemer, produkter, interiører og installationer.

Magniberg

Magniberg er en progressiv designgruppe med base i Stockholm, Sverige. Magniberg blev grundlagt i 2016 af modedesigner Bengt Thornefors og Nina Norgren, som er florist og grafisk designer. Magniberg præsenterer en markant kompliceret og sensuel æstetik. Thornefors’ CV omfatter forløb hos modeskabere som Saint Laurent og Acne Studios, der fungerer som inspiration til hans arbejde i Magniberg.

Magniberg er et møde mellem forskellige udtryk i den kreative verden, der spiller på kontraster og bryder regler og normer for at skabe sengetøj. Magniberg kombinerer teksturer og farver såsom vasket sort og pink jersey sammen med glat, hvid satin samt blåstribet oxfordlærred sammen med poplin og perlemorsknapper. Nye ideer til sengelinned. Magnibergs ambition er at tilbyde ekstraordinære, tidløse produkter, der vil holde i mange år.

Akira Minagawa


Japanskfødte tekstil- og tøjdesigner Akira Minagawa dimitterede fra Bunka Fashion college i Tokyo. Han er måske bedst kendt for sit mærke "minä perhonen".

Akira Minagawa henter ofte inspiration i naturen, livet og studier af samfundet. Under sine rejser eller i dagligdagen fanger han altid en vis humor og skønhed i den verden, der omgiver ham, for eksempel lys og skygge, diskrete detaljer og naturens smukke former.

Akira Minagawa fokuserer især på at skabe et tidløst udtryk og samarbejder med mange førende designmærker, blandt andre Richard Ginori, Fritz Hansen og PP Møbler. Han skabte den yndefulde og drømmeagtige installation Forest Comes Home for Kvadrat til Salone del Mobile 2016.
Tak for din tilmelding!
Danish